Allélægen 2920 hedder den forholdsvis nyåbnede klinik på Hans Edvard Teglers Vej 7, 1. th.
Den drives af tre kvinder: Læge Emilie Toft, sygeplejerske Jane Lindhardt Hansen og lægesekretær
Tulle
Hvidt.
Emilie Toft vendte sidste sommer hjem til Danmark efter at have boet 12 år i Sverige, hvor hun bl.a.
arbejdede på hjerteafdelingen på Skånes Universitetshospital. Før det var hun på hjerteafdelingerne på
Rigshospitalet, Bispebjerg og Hvidovre Hospital.
Emilie Toft har været læge i 20 år, men blev først alment praktiserende læge i 2018. Nu har hun åbnet
sin
egen praksis for første gang, og det nyder hun.
“Mine mange år på hospitaler har givet mig en solid medicinsk baggrund, men jeg savnede den daglige
kontakt
og muligheden for opfølgende samtaler. Jeg kan godt lide at have mine egne patienter,” smiler hun.
Når Emilie Toft skal svare på, hvilken slags læge, hun gerne vil være, taler hun først og fremmest om
nærvær og tid.
“Jeg kommer fra den svenske kultur, hvor man har 30 minutter pr. patient. I Danmark er der kun afsat
10
minutter, men jeg vil ikke gå på kompromis. Jeg gør meget ud af at lytte til mine patienter. Mange
patienter
har svært ved at sige, hvad der egentlig er galt. Det kommer som regel først et stykke inde i
samtalen. Jeg
tror på nærhed og på, at jeg som læge også skal vise min personlighed. Så slapper folk af og tør åbne
sig.
Man har tid til at hænge jakken hos mig,” siger kvinden, der taler perfekt dansk, men som til tider
ved sin
rækkefølge af ordene afslører sine mange år i Sverige.
Emilie Toft er på mange måder vendt hjem, for hun er vokset op i Hellerup og har spillet tennis på
eliteplan i Gentofte Tennis Klub, så da muligheden for at købe et ydernummer i Charlottenlund bød sig,
slog
hun til. Hun bor i Hellerup og har siden sin tilbagekomst til Danmark opdaget vinterbadningens glæder.
Hun
har sågar taget et billede af badebroen i Hellerup Havn med ind på sit konsultationsværelse.
“Det er virkelig skønt, jeg kan slet ikke leve uden nu,” griner hun.
Det her med en sund levevis er et andet nøglebegreb for hende. Og hun tøver ikke med at komme med
gode råd
til sine patienter.
“Jeg har vældig stor succes med rygestop og kostordninger, jeg tror meget på forebyggelse af
helbredsskader. Det er vigtigt at sætte ind med alt andet end medicin, hvis det er muligt. Og igen,
jeg vil
hellere bruge ekstra tid for at sikre, at folk forstår budskabet, fremfor bare at skrive medicin ud.
Jeg er
faktisk meget imponeret over mine patienter, de tager det virkelig til sig,” siger hun.
Emilie Toft har købt en mængde patienter med sit ydernummer, men vil meget gerne have flere. Så hvis
der
skulle sidde nogen og lede efter en læge, der tager sig god tid, er der ledige pladser hos Allélægen
2920.